Begyndelsen
Det hele startede med, at Mads og Niels skulle holde en to-mands-fest i Sommerhuset sammen med en sportstaske med whiskey.
Mads arbejdede på Musikkælderen, så de havde brugte det mest af Mads’ løn på helflasker, steg, kartofler og whiskeysauce. Med sig på vejen havde de fået gode råd som “gør nu ikke som, som jeg ville have gjort” og “drik nu ikke det hele på én gang!”. Der var med andre ord lagt op til en RIGTIG festlig aften.
Ved ankomst til Sommerhuset, skulle der udføres mondæne opgaver, inden festen kunne starte. Der skulle tændes op i brændeovnen og ca. en milliard myrer skulle udryddes. Niels angreb med en støvsuger, mens Mads hældte hvidt pulver i “tyremuen”, hvor det var muligt.
Middagen bestod traditionelt af steg, ovnbagte kartofler og whiskeysauce (halv whiskey, halv sovs). Hvis man vil undgå at brænde sig på ting, der er varme, er det en god idé at anvende “salthandsker”. Til middagen blev der serveret Jim Bean og cola (man var vel ung).
Musikken blev leveret af Marens gamle anlæg, der havde den fantastiske feature, at det kunne have 5 CD’er af gangen, som det kunne veksle tilfældigt imellem. (Det var vilde sager den gang, drenge!). De hørte bl.a. The Dubliners (deriblandt Seven Drunken Nights), soundtracket til SPAWN, lidt Metallica, De Gyldne Løver osv. Når sangen Whiskey in the Jar (enten The Dubliners eller Metallicas udgave) blev tilfældigt udvalgt af anlægget, springer Niels og Mads ud i køkkenet for at hente en glaskrukke i fryseren. I den er der en god sjat Jack Daniels og lidt isterninger. Herefter danses der i ring (hvilket kan være kompliceret, når man kun er to), og når der bliver sunget “there is whiskey in the jar”, tog man en tår af krukken og sendte den på omgang (igen lidt kompliceret, når man kun er to, men det gik!). Som aftenen skred frem, viste det sig, at alkoholprocenten i Jack Daniels kombineret med en håndfuld isterninger ikke var nok, til at forhindre glaskrukkens indhold til slush ice. Det gjorde oplevelsen lidt anderledes, men holdt dem ikke tilbage. Når Hjemmebrænderiet med De Gyldne Løver kom på, skulle man tømme sit glas, når der blev sunget “fuld som et svin”. Det resulterede ofte i, at man var lidt skidt tilpas, når sangen var slut. Her var det en god idé lige at gøre et kort visit i busken. (Pas på ikke at træde på Jon, hvis du overvejer busken!)
For ikke at aftenen skulle gå op i druk og dans, var der (åbenbart) også planlagt sportslige begivenheder i løbet af aftenen. I Sommerhuset er der en hems. For at komme op på den, skulle man benytte en stige/rippe, der førte gennem i hul på ca. 90×90 cm. Dette hul er ganske velegnet til at konkurrere om, hvem der hurtigst kan komme ned fra hemsen. Det foregår ved, at man stiller sig ovenfor hullet, tæller ned fra 3 til ca. 1, og så hopper mens den anden festdeltager tager tid. Et ur er ikke nødvendigt for tidstagningen. Det kan fint klares ved blot at tælle sekunderne højt – man skal heldigvis ikke tælle så meget længere end til 1. Rekorden er til dato ubesejret.
Efter så lang og hyggelig en aften, kan det være godt at koble af med at se på stjerner og festfyrværkeri i horisonten fra sin sovepose. Det var absolut imponerende så mange faldskærmsraketter, de havde i Frejlev den aften. Samtidigt var det også lidt foruroligende, hvor tæt de skød dem af ved siden af den store TV-maste, de har midt i byen.
Er man typen, der godt kan lide at falde i søvn til afslappende musik, når man går i seng med en betragtelig brandert, kan Jean Michel Jarres album Oxygen 7-13 anbefales. Det kan dog ikke anbefales, at man sætter det ene album på repeat og bliver for træt til at rejse sig og slukke.
Den nye generation
Skriv mere tekst